Lær at spille guitar

Er du fuldstændig grøn på instrumentet? Intet problem – Lær at spille guitar fra bunden

Lær at spille guitar

Lær at spille guitar online fra bunden, med videoer, billeder og supplerende tekst – på dansk og ganske gratis.


Indledning – Hvorfor vælge guitaren?
Hvordan stemmer man en guitar?
Hvilke typer af guitar strenge findes der?

Indledningsvis kan jeg passende stille det retoriske spørgsmål: Hvad har Metallica og Bruno Mars til fælles? Svaret hertil vil selvfølgelig være, at begge kunstnere benytter sig af en guitar.

Guitaren er nemlig et skønt instrument, som kan bruges til et utal af konstellationer og setups, lige fra stille soloprojekter til bragende metalbands og bigbands. Bevares, der er en verden til forskel på en akustisk guitar og en el guitar. Men har du først lært de fundamentale teknikker på den ene slags guitar, jamen så vil du også super hurtigt og nemt kunne føre teknikkerne over på den anden slags, hvorefter endnu en hel ny verden åbner sig for dig.

Tænk på det som om du lige havde fået dit kørekort: Selvfølgelig vil det føles anderledes for dig, at sætte dig ind i dine forældres eller din kærestes bil, når du har været vant til at køre i skolevognen hidtil – men der vil ikke gå mange dage, ja måske kun nogle timer, før du føler dig rigtig godt tilpas i den nye type bil, alt imens du drøner derudaf med 1000 kilometer i timen og jammer løs på din guitar. Muligheder er der masser af. obs: lad være med dét, hold øjnene på trafikken! ;)

Udover at kunne bruges i mange sammenhænge, hvad angår konstellationer, så kan guitaren også bruges i så mange genre, at jeg i skrivende stund ikke kan komme i tanke om en genre, som en guitar ikke ville kunne integreres i på den ene eller den anden måde. Når det kommer til brug af en guitar, så vil de fleste af os nok tænke på noget popmusik eller noget rock af en art. Men faktisk optræder guitaren også yderst hyppigt i andre, lidt mere alsidige, genre. Her kunne jeg nævne jazz, salsa, hip hop og folk. Jeg vil endda tage den endnu videre og sige, at man også sagtens ville kunne få dubstep, techno og andet elektronisk musik til at lyde rigtig fedt med en guitar, med alle mulige finurlige effekter på. 

Lær at spille guitar pkt. 1 – Hvordan stemmer man en guitar?

“AAAARGH!!! HJÆLP, MINE ØRER BLØDER!!!!!” Dette er lyden af dine tilskuere og fans til din koncert, som i panik leder efter en udgang, i forsøget på at undslippe den horrible lyd, du lægger for dagen med en guitar, der ikke stemmer – hvilket er en skam, da du jo på dette tidspunkt ellers spiller ganske habilt på din guitar (i al fald hvis du står og spiller koncert ;)).

Guitar tuner

Guide til din guitar tuner ->

Når du bliver mere rutineret indenfor guitarspil og musik generelt, så vil du også sagtens kunne stemme din guitar på gehør, hvor man simpelthen stemmer guitaren ud fra et simpelt system, uden brug af hjælpemidler – gehørsystemet kan du lære her.

Men at kunne stemme på gehør kræver som sagt en del erfaring og rutine, så derfor vil jeg uden tvivl anbefale dig, at du anskaffer dig en guitar tuner med det samme. Du kan nærmest ikke komme i gang med at lære at spille guitar uden en guitar tuner, da du bliver nødt til at have et reelt udgangspunkt for tonerne.

Ja, selv den rutinerede guitarist, som kan stemme på gehør, bliver nødt til at have et meget præcist udgangspunkt for at stemme den første streng. Så uanset hvad, vil du komme til at have brug for en guitar tuner på et tidspunkt, hvad enten du har spillet guitar i 2 dage eller i 2 år.

Sidenote: Har man styr på sit gehør, så kan man faktisk stemme sin A-streng med udgangspunkt i den bip-tone, som de gamle telefoner afspiller, når man ringer op. Denne tone kaldes “kammertonen”, eller mere praktisk for os, et A. Så hvis du ikke har en tuner i nærheden, så findes dette alternativ.

En guitar kan stemmes på forskellige komplekse måder. Men eftersom du formentlig er nybegynder og først skal til at lære at spille guitar nu, så vil jeg her holde mig til standard måden at stemme en guitar på. Den tykkeste og øverste streng skal stemmes i tonen E. Den næstøverste og næsttykkeste streng skal du stemme i tonen A. Derfra er det tonen D, tonen G, tonen H (B i resten af verden – læs en fjollet historie om hvorfor), og til sidst skal den nederste og tyndeste streng stemmes i tonen E.

Lær at spille guitar med huskeremser – Der findes mange forskellige huskeremser, som man kan bruge til at holde styr på rækkefølgen af tonerne, når man stemmer.

Lær at spille guitar

Det kan være, at du har hørt om en anden remse end nedenstående, og hvis den fungerer bedre for dig, så synes jeg bare, at du skal blive ved med at bruge den. Men denne huskeremse brugte jeg selv, da jeg begyndte, og jeg har anbefalet den til andre nybegyndere lige siden:

  1. E – Ejeren
  2. A – Af
  3. D – Denne
  4. G – Guitar
  5. H – Har
  6. E – Evner

 

Hvis du har en anden remse, som du selv bruger, eller synes er sjov – så send mig endelig en e-mail. Det kunne være interessant at få den her ind på siden.

Lær at spille guitar pkt. 2 – Hvilke typer af guitar strenge findes der?

En standard guitar har, som du nok ved, 6 strenge. Hvis du har en spansk guitar (eller en klassisk guitar, som den også kaldes), så skal du bruge nylonstrenge. Med nylonstrenger får guitaren en dejlig, rund og blød lyd, som bl.a. passer belejligt til mere afdæmpet musik – eksempelvis jazz, country, eller en rigtig pladderromantisk ballade.

Der er selvfølgelig ingen deciderede regler i musik, hvilket, efter min mening, også er en af de absolut skønneste ting ved at spille musik – det vil du snart opleve selv. :) Det faktum, at der ingen regler er, betyder naturligvis også, at en spansk guitar ikke udelukkende kan bruges til førnævnte genrer. Hvis du vil spille dødsmetal på din spanske guitar, jamen så fyrer du den bare af.

Den anden type strenge er stålstrenge. Modsat nylonstrengene, bruges disse guitar strenge hvis du har en western guitar. Personligt kan jeg ikke tage stilling til, hvilken af de to slags guitarer (læs: western guitar og spansk guitar), som er den mest “almindelige”. Men som udgangspunkt mener jeg personligt, at en western guitar er en mere all-around guitar, da lyden passer lidt mere fleksibelt i forhold til forskellige genrer og moods i de enkelte sange. Som nævnt før er der jo ingen regler i musik, så dette er kun ment som en lille hjælp, til nybegynderen som har brug for et udgangspunkt.

I øvrigt bruger man også stålstrenge på en el guitar. I den forbindelse er det lige værd at nævne, at det godt kan svare sig for dig at nævne overfor din forhandler, om du skal bruge strenge til en akustisk guitar eller en el guitar, i stedet for bare at bede om et sæt stål guitar strenge.

VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 9.6/10 (5 votes cast)
VN:F [1.9.22_1171]
Rating: 0 (from 2 votes)
Lær at spille guitar, 9.6 out of 10 based on 5 ratings

Powered by WordPress. Designed by Woo Themes